Canada - Great parks of the west - kør selv
Rundrejse Canada : Vancouver - Penticton - Revelstoke - Banff - Jasper - 100 Mile House - Whistler - VancouverVancouver - Penticton - Revelstoke - Banff - Jasper - 100 Mile House - Whistler - Vancouver
| Antal dage | 14 dage/13 nætter |
| Afrejsedato el. periode Hjemrejsedato el. periode |
01-06-2010 20-10-2010 Turen bliver billigere hvis man rejser tre eller fire i ét værelse |
| Pris pr. person i dkk fra | 10.105,- Opgradering til bedre hoteller fra 1.125,- |
Prisliste, klik her Forespørgsel/bestilling klik her
OBS Flybilletter ikke inkluderet!!
Priserne inkluder:
- 14 dages HERTZ billeje i en gruppe C-bil - se betingelserne for billeje og hvilke ydelser, der er inkluderet i billejen nedenfor.
- 13 overnatninger på de nævnte hoteller i ét værelse med 2 dobbeltsenge (queensize). Hvis I bor 3 eller 4 personer på værelset, er der altså ikke 3 hhv. 4 senge.
- Hop-af-hop-på trolley-tur i Vancouver, dag 2
- Omfattende turbeskrivelse og kortmateriale på engelsk, som udleveres på det første hotel på turen.
Prisen inkluderer ikke:
- Oversøisk fly fra Danmark
- Måltider der ikke er beskrevet i programmet
- Afbestillingsforsikring samt rejseforsikring
Som navnet antyder, kommer I på denne tur til de imponerende nationalparker i de canadiske Rocky Mountains med nogle helt enestående naturscenerier, hvor de gnistrende gletsjere, imponerende klippeformationer afløst af brusende vandfald og vilde floder er indtryk, der vil fæstne sig på nethinden. Nyd synet af en rovfugl, der svæve gennem luften på udkig efter sin aftensmad, og hvis heldet er med jer, kan I måske se en bjørn snuppe en laks mellem stenene i floderne. Først skal I dog besøge en af verdens smukkest beliggende byer, Vancouver. Den har, trods sin unge alder, en umiddelbar charme og atmosfære der gør, at man holder af den fra første færd. I kommer desuden gennem frodige egne med både vinmarker og frugtplantager og stifter også bekendtskab med ørkenlignende områder med kaktus – nok noget de færreste forbinder med Canada! I sandhed en tur der byder på stor variation.
Dag 1: Ankomst Vancouver
I ankommer til Vancouver, hvor I tager til jeres hotel på egen hånd og checker ind. Resten af dagen er til fri desposition.
Dag 2: Vancouver
I har hele dagen i byen, der er kendt for sin smukke beliggenhed og de mange udendørs aktiviteter. Et af stederne er Stanley Park, der også er hjemsted for det flotte Vancouver Aquarium. Prisen inkluderer en billet til hop af-hop på trolley, som kører til alle byens attraktioner og bydele som Gastown og Chinatown. I bør gøre brug af det store udvalg af etniske restauranter og opleve de mange forskellige etniske kulturer, der forenes i byen.
Dag 3: Vancouver – Penticton (kørsel ca. 395 km)
Efter at have hentet jeres udlejningsbil går dagens etape gennem Coastal Mountains og Manning Provincial Park, hvor I kan strække benene på det, der er tilbage af den historiske Dewdney Trail eller nyde de mange rododendroner. Byen Penticton ligger ved Okanagan-søen i dalen af samme navn omgivet af frodige frugtplantager og vinmarker – denne del af Canada er kendt for sit varme, tørre klima, så der er optimale muligheder for vinproduktion. I Penticton har I en overnatning
Dag 4: Penticton – Revelstoke (kørsel ca. 260 km)
På de lokale Salish-indianeres sprog betyder Penticton ”stedet man bliver for evigt”, men i dag går turen alligevel videre ind i Rocky Mountains. Der er dog tid nok til at stifte nærmere bekendtskab med Okanagan Valley, hvor man sagtens kan tilbringe formiddagen inden kursen sættes mod Revelstoke, hvor I har en overnatning. Den første del af vejen køres langs Lake Okanagan og på hele turen kan I nyde synet af sneklædte bjergtinder, brusende vandfald og smukke søer. Så der er ingen undskyldning for ikke at stoppe undervejs og strække benene.
Dag 5: Revelstoke – Banff (kørsel ca. 280 km)
Det bliver ikke mindre flot på dag 5, hvor I kører gennem tre nationalparker på vej til Banff; Revelstoke, Glacier og Yoho. På turen mod Banff kan I også se en snørklet jernbane på afstand ved Kicking Horse Pass. Banff er en lille by med ca. 7.000 indbyggere, der om vinteren tiltrækker 20.000 skisportsentusiaster fra hele verden og om sommeren næsten ligeså mange naturglade mennesker. Byen har alt, man kan tænke sig som biografer, butikker og aktivitetsudbud en masse. For at opleve det lokale køkken, bør man sætte tænderne i en ægte Alberta Steak eller i canadisk laks. I Banff har I to overnatninger.
Dag 6: Banff National Park
Omkring Banff ligger Canadas ældste nationalpark, der byder på f.eks. Bow Falls og svævebanen til Sulphur Mountain. Bjergtinden kan også nås til fods på en 6 km lang bjergsti, der starter bag det seværdige Fairmont Banff Springs Hotel. I Upper Hot Springs kan I nyde det 45 grader varme kildevand og samtidig beundre den eventyrlige udsigt til bjergene.
Del af aktivitetspakken: På hesteryg går turen ad de små stier i skovene omkring Sulphur Mountain og Bow River. På en 2-timers tur får I rig lejlighed til at opleve de flotte naturscenerier i et behageligt tempo. Turen er velegnet for novicer såvel som erfarne ryttere.
Dag 7: Banff – Jasper (kørsel ca. 285 km)
Fra den ene store nationalpark til den anden. I skal i dag køre på en af verdens smukkeste strækninger – Icefields Parkway. På den næsten 285 km lange tur kommer I gennem bl.a. Lake Louise, hvor I kan tage en afstikker til Moraine Lake eller selve Lake Louise. Nord for Lake Louise får I konstant muligheden for mindre afstikkere til søer, bjerge og floder og et af de rigtig flotte steder er ved Peyto Lake, der er kendt for sin isblå farve. Ca. 100 km inden Jasper kan I opleve Nordamerikas største samling af gletschere. I Columbia Icefields mødes otte forskellige gletschere, der dækker 325 m². I Jasper har I to overnatninger.
Dag 8: Jasper National Park
Jasper er blot en lille by – endnu mindre end Banff. Men skønheden i den omkransende nationalpark er mindst ligeså smuk som i Banff, og ikke nær så besøgt. Jasper National Park er næsten 11.000 km² - altså ¼ af Danmarks areal og har alt fra dybe kløfter, brusende floder til fantastiske bjerge og ikke mindst 1.000 km vandreruter. I kan få et smukt overblik efter en kort tur i svævebane til 2.500 meters højde, besøge f.eks. Maligne Canyon, der er den længste kløft i bjergkæden eller gå en tur langs Maligne Lake, der er dannet af smeltevand fra gletschere. Også i Jasper kan man besøge varme kilder – i Miette Hot Springs.
Del af aktivitetspakken: Her er turen for foto-freaks og for alle andre, der måske “bare” vil nøjes med en flot sejltur på en af the Rockies smukkeste øer, Lake Magline. Turen ledes af en veluddannet guide, og midtvejs gøres der landgang på den lille Spirit Island, der er velegnet til en fotosession og en lille traveltur.
Dag 9: Jasper – 100 Mile House (kørsel ca. 465 km)
Kursen sættes vestpå gennem Yellowhead-passet, hvor I har udsigt til det næsten 4.000 meter høje Mt. Robson, der er det højeste bjerg i Rocky Mountains. Undervejs til dagens mål kan I strække ben i Wells Gray Provincial Park ved Blue River og i Clearwater. I 100 Mile House har I to overnatninger.
Dag 10: 100 Mile House
Denne lille by blev grundlagt, da guldfeberen var på sit højeste. Her kunne lykkejægere få fyldt depoterne og evt. overnatte. Den omkringliggende natur indbyder til vandreture, fiskeri, kanosejlads og ridning.
Dag 11: 100 Mile House – Whistler (kørsel ca. 300 km)
Tilbage i bjergene går turen i dag til helårs-feriestedet Whistler, der om sommeren lokker golfspillere og naturelskere og om vinteren er et yndet tilholdssted for skisportsentusiaster. Det er ikke mere end 30 år siden at Whistler var ikke-eksisterende. Byen er bygget til at se ældre ud, nærmest som en europæisk alpeby med brede fortove, snørklede gader, afterski-barer og gode butikker. I Whistler har I to overnatninger.
Dag 12: Whistler
I har en hel dag til at opleve centrum for de Olympiske skidiscipliner til Vinter OL 2010, der afholdes I Vancouver. Den nærliggende Lost Lake er et flot område med mulighed for vandsport, vandreture og observation af vilde dyr. De mest populære aktiviteter i Whistler er gondoltur til bjergtoppen, markedet i byen, bungee jump og vandring på områdets mange stier. Del af aktivitetspakken: På denne guidede kanotur kommer I ud og ser flotte bjergformationer og et spændende dyreliv.
Dag 13: Whistler – Vancouver (kørsel ca. 125 km)
Den ca. to timer lange tur til Vancouver køres langs kysten med udsigt over Strait of Georgia og sundets øer. I Vancouver hvor I har en overnatning, kan I få gjort de sidste indkøb, spise kulinarisk eller kigge nærmere på nattelivet.
Dag 14: Til Vancouver lufthavn
Bilen afleveres, hvorefter I checker ind i lufthavnen for videre rejse eller returrejse til Danmark.
