Queensland
Her er alt hvad hjertet kan rumme
QUEENSLAND
- solskinsstaten
Queensland er den andenstørste stat i Australien. De største byer er Brisbane, Townsville og Cairns. Klimaet er tropisk med 2 sæsoner - en våd fra december til april og en tør fra maj til november. I Queensland findes alt hvad I kan ønske jer, for at få den perfekte ferie i Australien. Fra Brisbane til toppen af Cape York, venter en masse spændende oplevelser både over og under vandet, i regnskoven og i "the outback". Langs østkysten, findes en lang række smukke tropiske palmeøer. På alle øerne findes en eventyrlig natur ud over det sædvanlige, der bringer jer tilbage til Adam & Evas paradis.
Great Barrier Reef er samlingssted for dykkerinteresserede fra hele verden. Hvad enten I er erfarne dykkere eller nybegyndere, er der mulighed for at komme på dykkerkursus, eller tage på en af de mange guidede dykkerture, der tilbydes.
BRISBANE
- den moderne storby
Brisbane er hovedstaden i Queensland og har ca. 1,5 millioner indbyggere. Byen har udviklet sig meget gennem de senere år, og er nu en moderne storby med mange attraktioner, som virkelig er et besøg værd. F.eks.: Art Gallery, Treasury Building, Parliament House eller Botanisk Have. Brisbane er nem at finde rundt i.
I centrum af byen ligger South Bank Parklands, som er meget populær blandt de lokale. Her findes caféer, markeder, attraktioner og sågar en strandpark med mulighed for en forfriskende dukkert i en af de vidunderlige laguner med hvid sandstrand og tropiske palmer.
Ca. 8 km vest for Brisbane ligger Mount Goottha Park, hvorfra I kan se til bjergene ved Gold Coast, og der er en særdeles storslået udsigt over Morton og Stradbroke Island. Brisbane er også et glimrende udgangspunkt til badestederne Surfers Paradise og Broadbeach.
AUSTRALIAN ZOO
En lille times kørsel nord for Brisbane ligger Australian Zoo, som ikke mindst er kendt for TV's krokodillejæger, Steve Irwin. Ønsker I ikke selv at køre, går der et "krokodilletog" fra Brisbane til Beerwah togstation, hvorfra der kan arrangeres gratis transport til haven, I skal blot kontakte Australian Zoo. Vi har også en arrangeret udflugt hertil.
CAIRNS
- porten til regnskoven og revet
Cairns har i løbet af de sidste 10 år gennemgået en kolossal udvikling fra at være en lille landsby til en by med 112.000 indbyggere. Hovedstrøget, The Esplanade, byder på mange små hyggelige caféer og restauranter, og især om aftenen er det et behageligt sted at begive sig hen. I takt med at turismen i Cairns er steget, er udbudet af hoteller ligeledes steget. Der findes alle former for overnatningsmuligheder i Cairns lige fra backpacker hoteller til 5-stjernede hoteller.
Selvom Cairns stadig er en forholdsvis lille by, er den udgangspunkt for et utal af spændende ture og oplevelser. Besøger I Cairns, må I ikke snyde jer selv for en udflugt til det fascinerende Great Barrier Reef, verdens længste og smukkeste koralrev. Great Barrier Reef er både samlingspunkt for mange dykkerinteresserede samt et sandt paradis for snorklerne.
Der findes også mange forskellige dagsture fra Cairns, og især turen til Kuranda kan varmt anbefales. I må heller ikke gå glip af en tur til verdens ældste regnskov, Daintree. Her findes sumpe, mangrover og eukalyptusskov. I kan selv køre i en 4-hjulstrukket bil, eller tage på en af de organiserede ture med guide. Er I lidt eventyrlystne kan det anbefales at tage på en 2 dages vandretur, hvor I overnatter under åben himmel.
Sidst men ikke mindst kan I tage ud og opleve den australske "outback" ved Undara. Her findes en spændende vegetation og et dyreliv, som kun findes tilsvarende i Afrika. Der er afmærkede vandrestier i området af forskellig varighed.
Er I til nye udfordringer, så prøv Whitewater Rafting, en helt specielt oplevelse som varmt kan anbefales.
DET TROPISKE NORD
- hvor regnskoven møder revet
Tropical North Queensland er en af Australiens mest populære destinationer! Området strækker sig fra syd for Cairns til toppen af Cape York. Her finder I først og fremmest det imponerende Great Barrier Reef, der med 334.000 km² er den største marinepark i verden og hjem for nogle af verdens mest fascinerende dyrearter. Her får I absolut nogle af de bedste muligheder for eventyrlige dykker- og snorkelture.
Den tropiske regnskov er hel unik, og strækker sig over 9.000 km² fra Daintree og Cape Tribulation til de tropiske Atherton Tablelands og Mount Bellenden. Regnskoven bliver også kaldt "The Wet Tropics" og er et levende museum af fortryllende planter og dyr.
"The Outback " er de dele af Australien, hvor klimaet er barskt og naturen storslået. Den tørre ørken og heden bliver i regntiden (november til marts) afbrudt af skybrudslignende regn. The Outback i det nordlige Queensland bliver kaldt "The Gulf Savannah", og her findes bl.a. det unikke vulkanområde Undara og det uudforskede område Cape York.
DAINTREE & CAPE TRIBULATION
- en af verdens ældste regnskove
Daintree er Australiens mest frodige regnskov og en af verdens ældste. Regnskoven begynder lidt nord fra Port Douglas ved den lille by Daintree. Lidt vest herfor findes det eneste sted, hvor man med en lille kabelfærge kan krydse Daintree River. På grund af det store antal saltvandskrokodiller der lever i floden, er den også kendt som krokodillefloden. Har I lyst til at se krokodillerne på nærmere hold, så arrangeres der bådture på floden, hvor I også har mulighed for at studere de forskellige tropiske fuglearter.
Cape Tribulation også kaldet Cape Trib i daglig tale, blev navngivet af kaptajn Cook, da han i 1770 gik på grund med sit skib Endeavour. I kommer til Cape Tribulation via Daintree, hvor jordvejene slynger sig gennem den eventyrlig smukke tropiske regnskov. Kysten ved Cape Tribulation består af kilometervis af flotte hvide sandstrande, palmer og regnskovsklædte bjerge. Vær opmærksom på, at i regntiden december til marts, er det ikke altid muligt at nå helt op til Cape Tribulation på grund af oversvømmelse.
CASSOWARY - FUGLEN MED DET BLÅ HOVED
Denne sjældne fugl kan ikke flyve, og findes kun i de tropiske regnskove i det nordlige Queensland. Cassowaryen minder meget om en struds, og kan blive op til 2 meter høj og veje over 60 kg. Det er ikke ofte at den ses, men I vil ikke være i tvivl når I ser den. Dens karakteriske blå hoved og røde hals gør den let genkendelig. På hovedet har den en "hjelm", som den sammen med sine meget spidse kløer, bruger til at forsvare sig med. Hunnen lægger omkring 4-10 æg, og det er hannen som ruger og passer ungerne til de er store nok til at gå fra reden.
TROPISKE REGNSKOVSØER
- frodig natur, smukke koralrev og et rigt dyrelivFitzroy Island, som ligger 29 km øst fra Cairns, er en lille fastlandsø med gode snorkel muligheder. De hvide strande omkring øen er dækket med koraller, og den mest kendte er den smukke Nudey Beach. Der findes flere forskellige overnatningsmuligheder på øen bl.a. camping og motel.
Green Island er en lille koralø 27 km nordøst fra Cairns, hvor der findes smukke hvide sandstrande og gode muligheder for at bade og snorkle. I hjertet af øen findes en lille regnskov, - en vandretur gennem den smukke flora tager blot en halv time. Selvom øen er nationalpark, findes der et 5-stjernet miljøvenligt resort. Det også muligt blot at tage en dagstur.
Dunk Island, der ligger ud for Mission Beach, er en rigtig tropeø. Hvad enten ferien skal være ren afslapning, aktiv eller en kombination, er mulighederne til stede på Dunk Island. Her findes en overflod af eksotiske blomster, tropisk regnskov, et fugleliv der sjældent er set smukkere og lange flotte sandstrande med turkisblåt vand. Der findes et utal af sportsaktiviteter både på land og til vands. Mulighederne for dykning og snorkling, er særdeles gode
DE NORDLIGE STRANDE
- svajende palmer
Cairns er en forholdsvis lille by. Der ligger ingen strande i selve byen, men nord for Cairns findes nogle af de skønneste strande som: Trinity Beach, Kewarra Beach og Palm Cove. Alle strandene har hver deres særpræg, men fælles for dem alle er, at de er utroligt smukke med hvidt sand og tropisk svajede palmer samt rent og klart vand. I skal dog være opmærksomme på, at selvom der fra november til maj er brandmænd (stingers), så er det stadig muligt at bade, da der bliver sat "brandmænd net" op på alle 3 strande. Det er nemt at komme fra Cairns til strandene enten i bil eller med bus.
PORT DOUGLAS
- hyggelige ferie- og fiskerbyPort Douglas har før i tiden haft ry for at være en by for de mere velhavende, men sådan er det absolut ikke længere. Port Douglas er en lille afslappet ferieby, som har utrolig meget at byde på. Her findes et overvældende udvalg af hoteller og ferielejligheder i alle prisklasser. Desuden er de mange små caféer og restauranter med til at sætte sit hyggelige præg på byen. Hvis I går en tur ned af hovedgaden summer byen ligefrem af liv og atmosfære. En ting som Port Douglas er kendt for, er den flotte hvide sandstrand Four Mile Beach, der som navnet siger, strækker sig over fire mil.
Hvis I ikke har lyst til at dase på stranden hele dagen, har I mange udflugtsmuligheder at vælge imellem til bl.a. Daintree, Cape Tribulation og selvfølgelig Great Barrier Reef.
En ting I ikke må glip af er et besøg til dyreparken Rainforest Habitat. Her findes mange af Australiens dyrearter bl.a. krokodiller, fugle, sommerfugle, kænguruer og koalabjørne i deres naturlige omgivelser. Dyreparken er meget populær og kendt for sin "morgenmad med fuglene". I et lille hyggeligt hjørne er der indrettet en restaurant, og mens I nyder en lækker morgenmadsbuffet, kan I studere de forskellige fuglearter på nært hold.
Outback Queensland
Hvis man har tid og mod på at komme ud på egen hånd, kan det varmt anbefales at tage en såkaldt ”road trip” i Queenslands Outback. Her kan man komme helt tæt på lokal befolkningen, samtidig med at det er en helt unik oplevelse at køre igennem det utrolige landskab, som bliver mere rødt og ørkenagtigt jo længere vestpå man kommer. Stemningen og livsstilen herude er anderledes end på de mere turistprægede strækninger og det er ikke svært at falde ind i den afslappede livsstil.
Man får oplevet steder, hvor kun få eller ingen turistbusser kommer og derved er der mulighed for at møde den lille procentdel af befolkningen, som har valgt at bosætte sig væk fra kystområderne. Ofte er der tale om folk som har boet derude i generationer og mange af stederne er der kun sket få forandringer igennem de sidste mange år. Derfor kan man stadig komme til at opleve den typiske australske ”pub” kultur og mænge sig med de lokale i baren i bedste Crocodile Dundee stil.
Cairns, Townsville og især Brisbane er optimale steder at starte sin tur, da man kan komme tilbage til sit udgangspunkt, ved at tage retur via den populære østkyst.
En mulig rute kunne se således ud:
Brisbane – Roma – Charleville – Quilpie – Windorah – Birdsville – Bedourie – Boulia – Mount Isa – Cloncurry – Julia Creek – Richmond – Hughenden – Townsville – (Cairns).
Charleville:
Charleville ligger på den kendte Mathilda Highway og har ca. 3500 indbyggere. Det er et godt sted at gøre et stop her, da der er nok at tage sig til i den lille by. Man må ikke gå glip af et besøg på Royal Flying Doctor Base(De flyvende læger), og hvis man interesserer sig for hvad der sker ude i universet, er Cosmos Centre et besøg værd. Her kan man lære om stjernesystemer og fjerne galakser. Der er desuden mulighed for selv at få et kig i et teleskop.
Quilpie:
Her er der smukke haver og en afslappet stemning. Man kan snuppe en tur i poolen, besøge det lokale museum eller bestige Baldy Top Lookout for at nyde solnedgangen. Desuden er der gode muligheder for at komme på Internettet på det lokale bibliotek.
Windorah:
Så er man virkelig kommet ”outback”, og denne lille by er noget af det sidste grønne man kommer til at se i længe. Herefter ændrer omgivelserne sig og der bliver mere sand og mindre grønt at se på. Navnet Windorah er det aboriginalske ord for ”place of large fish”, og den nærliggende Cooper Creek er da også et super fiskested, ligesom der er et rigt dyreliv omkring floden og mulighed for at dyrke forskellige former for vandsport.
Birdsville:
Denne by er et must see. Det er her det famøse Birdsville Track tager sit udspring, men mest kendt er byen for sine legendariske Birdsville Races som afholdes hvert år i september, og trækker 5-6000 mennesker til. Desuden er byen berømt for sit gamle hotel samt det imponerende Birdsville Working Museum
Printbart program for Birdsville Races
Bedourie:
Ca. 200 km. nord for Birdsville, ligger Bedourie, hvorfra Diamantina Shire administrers. ”Amtet” er det andet største i Queensland og er med sine 94,690 kvm. dobbelt så stort som Danmark. Den lille by tilbyder bl.a. gratis benyttelse af pool med tilhørende 22 personers terapeutisk spa. Campingpladsen ligger lige ved siden af, og også her er der også gratis faciliteter.
Boulia
Fra Bedourie er der ca. 5 timers kørsel til Mt. Isa. Undervejs kan man evt. gøre et stop i Boulia for at tage et kig på deres Visitor Centre. Her kan man gå igennem en gammel landsby, hvor der er flotte effekter og undervejs fortæller de opstillede dukker, historier fra gamle dage.
Mount Isa:
Mt. Isa er en mineby med ca. 25.000 indbyggere, beliggende i Nord/Vest Queensland. Det er en lille ”storby” i outbacken, og her er nok at tage sig til. Her er bl.a. flere museer, mineture og aboriginal sites. Byen byder på mange restauranter, barer, kasino og et shoppingcenter, så hvis man er blevet træt af ”det simple liv”, kan man forkæle sig selv lidt her, inden turen går videre nordpå. Som Birdsville afholder Mt. Isa også hvert år et stort rodeo.Cloncurry:
Her er der flere historiske hoteller og mulighed for at se smukke solnedgange. Derudover er der ikke det helt store at foretage sig i Cloncurry.
Julia Creek:
Julia Creek har hvert år Dirt and Dust festival som afholdes i starten af april.
Richmond:
Byen ligger halvvejs mellem Mt. Isa og Townsville, og er en af de mest attraktive outback byer i Queensland. Her er masser af flotte haver og parker og så er byen indehaver af Australiens bedst bevarede Dinosaurskelet.
Hughenden: ca. 45 km nord for Hughhenden ligger den 120 meter dybe, smukke og dramatiske Porcupine Gorge, kendt som 'little Grand Canyon'. Derudover er mange vigtige fossiler fundet i området.
Townsville:
Man skal helt klart sætte nogle dage af til Townsville, hvorfra der også hver dag går færger ud til den smukke Magnetic Island. Byen har 300 varme solskinsdag om året og tilbyder mange forskellige ture, bl.a. wildlife og wine tours. I det hele taget er der masser at tage sig til her.
Leje af bil eller mobilhome kan ske gennem Wasteels Rejser, ligesom vi også tilbyder en guidet bustur (Greyhound) til Birdsville Races, hvis man ikke selv har mod på at køre i ørkenen. Der er afgang fra Brisbane, Mount Isa, Adelaide og Roxby Downs.
