New England og Boston
- 6 stater i USA's nordøstlige hjørne
Boston er det perfekte udgangspunkt til at opleve og opdage New England - staterne Maine, Massachusetts, Connecticut, New Hampshire, Rhode Island og Vermont – og den variation, der præger dette nordøstlige hjørne af USA. Kystlinien med de lækre sandstrande, majestætiske klipper og perlerækken af sejlsports- og badebyer. Tag færgen til Martha’s Vineyard eller Nantucket, gør et stop i det elegante Newport, se Plymouth Rock, hvor passagererne på skibet Mayflower gik i land for mere end 370 år siden, eller hvad med at tage på whale watching? De skov- og græsklædte bakker og bjerge, der om efteråret stråler i en uforglemmelig farvepragt, indbyder til traveture eller ture på mountain bike, og de charmerende byer fyldt med historiske bygninger ligger så tæt, at I mageligt kan nå et par stykker om dagen. Lej en bil og begiv jer ud på eventyr – det oplever I bedst ved at droppe motorvejene og benytte landevejene, der snor sig gennem noget af den smukkeste natur og de mest interessante områder.
BOSTON
- amerikansk storby med europæisk præg
Boston er en meget europæisk inspireret, utrolig smuk og charmerende by med store kontraster. Gamle murstenshuse og nogle af nationens ældste historiske bygninger ligger side om side med moderne high tech bygninger, og de nålestribede forretningsmænd blander sig med cowboybuksefolket på de mange caféer. Der er meget at se i Boston, og stort set alle attraktionerne ligger inden for gå-afstand af hinanden. Mange vigtige begivenheder i USA's historie har fundet sted i denne by. Besøg for eksempel Boston Tea Party Ship and Museum, der viser hvordan Den Amerikanske Frihedskrig indledtes den 16. december 1773 eller tag turen ad Freedom Trail, en ca. 4 km. lang rute gennem de historiske områder fra koloni- og revolutionstiden.
Kunst og kultur svigtes ikke i Boston, der har mange kulturelle tilbud og fremragende museer. Museum of Fine Arts, Isabella Stewart Gardner Museum, Institute of Contemporary Art og Computer Museum, verdens eneste computermuseum er nok et besøg værd. Cambridge, der ligger på den anden side af Charles River er hjemby for to af USA's mest prestigefyldte undervisningsinstitutioner, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Harvard University, og her finder du naturligvis et charmerende studentermiljø med caféer og etniske restauranter i skønsom blanding med boghandlere, museer og biblioteker.
BOSTON CITYPASS
Se og oplev mere i Boston og undgå lange køer ved billetlugerne. Besøg 6 af Boston’s berømte seværdigheder for én samlet pris med et Boston CityPass.
