You are here: Home » Rejsetips » Landeguide » Asien » Vietnam
Document Actions

Vietnam

- de altid smilende

Halong cruiseVietnam blev berømt for en krig, og krigen har naturligvis sat sine spor, men bag denne tragiske historie gemmer der sig et land der kan prale med et imponerende og varierende natursceneri, der strækker sig hele den lange vej fra Red River deltaet i nord til Mekong deltaet i syd. I hele landets længde breder der sig et patchwork af grønne rismarker. Her er uspolerede strande, himmelstræbende bjerge, smukke vandfald og nordpå findes overvældende bjerglandskaber hvor også Vietnams fremtrædende stammeminoriteter holder til. 

Uanset hvor man bevæger sig hen, er cyklen og knallerten de mest benyttede transportmidler. Piger cykler yndefuldt i deres traditionelle dragter, ao dai'en, med kegleformede hatte og lange handsker, imens Honda'erne suser forbi i høj fart.  

Turistkontor
 

DALAT
- byen med det evige forår

Dalat, der betyder "Lat stammens flod", er en af Vietnams smukkeste byer og beliggende på et frodigt plateau med smukke bjerglandskaber, dale hylet i dis, søer, vandfald og floder, 300 km nordøst for Ho Chi Minh City og 1500 m over havets overflade. At Dalat er blevet kåret  til Vietnams mest romantiske by eller Asiens Paris, er derfor heller ikke helt uden grund. Vietnamesiske brudepar valfarter til byen år efter år for at tilbringe deres hvedebrødsdage her.

Franskmændene udvidede denne tid-ligere bjergstation i begyndelsen af 1900-tallet for at benytte den som et tilflugtssted fra de varme somre. Den koloniale indflydelse kan stadig ses på katedralen og nogen af de mere end 2.000 villaer, der ligger spredt rundt i byen. I de seneste år er der blevet brugt enorme beløb på at tilbageføre byen til den tidligere pragt. Søer er blevet drænet og renset, gamle bygninger er blevet restaureret og nye hoteller er blevet bygget.
Ved morgenmarkedet i Dalats centrum ses af og til de etniske bjerg-stammer, der kommer i deres tradi-tionelle dragter fra de omkringlig-gende landsbyer for at sælge deres varer. Her kan man se et stort udbud og et smukt farveorgie af frugter, blomster og grøntsager. Besøg også de smukke scenerier ved Kærlighed-ens Dal, Sorgernes Sø, Den Gyldne Strøms Fald og De Tusind Blomsters Dal. 
 

DANANG
- det tidligere Champa kongerige

Danang, Vietnams 4. største by, er vokset fra at være et lille fiskerleje til en af landets vigtigste havne. Omringet af bjerge på den ene side og Det Sydkinesiske Hav på den anden, kan Danangs omgivelser byde på smuk natur og historiske steder. Syd for Danang ligger den berømte China Beach, som strækker sig næsten hele vejen til Hoi An.

Danang kan følge sine rødder tilbage til Champa kongeriget, der blev grundlagt af indonesiske kolonister helt tilbage i 192 e.Kr. I kongerigets bedste tid strakte det sig fra Hué til Vung Tau, men ekspansionen af kinesere, vietnamesere og khmer-folk førte til Champas forfald i midten af det 15. årh.
 
50 kilometer syd for Danang ligger My Son, Vietnams største vidnesbyrd om Cham kulturen. My Son var Cham rigets religiøse center og politiske hovedstad og har i dag en samling på cirka 20 gamle Cham templer. Ud over at være en hyggelig by, har selve byen ikke så meget at byde på, men Cham museet er bestemt et besøg værd.

Danangs regntid er fra august til december, og den var-meste måned er juli, hvor gnsn. temperaturen er 33°C.
 
CHINA BEACH 
Under Vietnamkrigen blev de amerikanske soldater fløjet til China Beach for at slappe af og få lidt adspredelse. Denne lange strand strækker sig 30 km syd for Monkey Mountain, næsten hele vejen til Hoi An. Stranden er blevet et populært feriested både for turister og vietnameserne selv, og her findes i dag et af Vietnams mest luksuriøse hoteller, Furama Resort. Selv om hele strandstrækningen er kendt som China Beach, så er den delt ind i mindre strande, hver med deres eget lokale navn. Det mest populære område er My Khe Beach, som ligger ca. 6 km fra Danang.
Den bedste tid at svømme langs Danangs strande er fra maj til juli, hvor havet er mest roligt. 

 
Halong bayHA LONG BUGTEN
- et mesterværk af naturen

I den nordøstlige del af Vietnam, i Tonkin bugten, ligger Ha Long bugten. Bugten er nok den mest spektakulære blandt Vietnams mange naturvidundere. Det rolige grønne vand i bugten er fyldt med tusinder af kalkstensklipper, der bryder op gennem vandet fra havets bund, i et område der strækker sig over 1500m². Nogle af de mærkelige klippeformationer er navngivet efter legender, eller hvad de ligner f.eks. svaneklippen og tudseklippen. I 1994 klassificerede UNESCO Ha Long bugten til World Heritage Site.
 

Mange af de næsten 2.000 skovbevoksede øer i bugten har skjulte bugter og grotter, der med lethed kan udforskes med båd eller kajak. Efter timer i solen på vandet er der ikke noget som at komme ind og blive afkølet i disse grotter, samtidig med man bliver fascineret af de farverige variationer af drypsten, som naturen på egen vis har formet.

Fra Hanoi til Ha Long bugten tager det 3-4 timer med bil og 2 timer med tog. For virkelig at opleve den smukke bugt anbefales det at bruge 2 til 3 dage.   

LEGENDEN 
Ha Long betyder "Dragen der stiger ned i havet". Det stammer fra legenden om en forhistorisk kæmpe drage, der levede oppe i bjergene. Da den løb imod kysten, lavede dens svingende hale dale og dybe kløfter, og da den dykkede ned i havet blev områderne, der var blevet gravet op af dens hale fyldt med vand, og lod kun det højeste land være synligt. Nok er dette bare en legende, men sømænd rapporterer ofte om et mystisk havvæsen af kæmpemæssige proportioner. Man kan vel med rette kalde det Vietnams udgave af Loch Ness uhyret.
 

 
 HANOI
- fransk storhed og vietnamesisk afslappethed 

Vietnams hovedstad, der er landets 2. største by med ca. 3,5 millioner indbyggere, ligger ved "Den røde flod". Hanoi er en gammel historisk by, der i høj grad bærer præg af at have været hovedstad i den franske periode, med brede boulevarder, store skyggefulde træer langs kørebanerne og smukke, fornemme franske palæer.

Hanois centrum er bygget op omkring Hoan Kiem søen, der hver morgen, før byen helt vågner, tiltrækker byens befolkning til søens park, for at udøve den traditionelle Tai Chi og lave morgengymnastik. Som byen vågner, kommer der mere liv ved søen og de mange sælgere forsøger sig med at sælge postkort og souvenirs. Et mylder af cykeltaxier byder sig, og elegante vietnamesiske piger med store kurve fyldt med grøntsager begiver sig af sted til markederne. Om aftenen, især på fridage, samles voksne, børn og forelskede par igen omkring søen, og her opstår en stemningsfuld atmosfære.   

Byen har masser af interessante seværdigheder. Foruden de mange markeder, templer og pagoder bør vejen lægges forbi bl.a. Ho Chi Minh Mausoleet, Ho Chi Minh museet, den Etbenede Pagode, Templet for Litteratur og snyd ikke jer selv for at gå ind og se Hanois berømte vanddukketeater, hvor dukkeførerne står i vand til livet og på ubegribeligvis fører dukkerne legende let på scenens vandoverflade. Fra Hanoi bliver der arrangeret ture til bl.a. Ha Long bugten, og Sapa i det nordvestlige hjørne af Vietnam, der er hjemsted for nogen af Vietnams mest farvestrålende etniske minoriteter.

DET GAMLE KVARTER 
Nord for Hoan Kiem søen ligger det gamle kvarter, der har mere end tusind års historie bag sig. Her kommer den vietnamesiske afslappethed til udtryk og bydelen indbyder til, at man går på opdagelse i de snævre gader, hvor alt kan købes, og hvor gaderne er opkaldt efter det erhverv, der traditionelt blev udført helt tilbage i det 13. århundrede. Der er gader, hvor der kun sælges f.eks. sko, blomster og læder. Det gør det dejligt nemt, hvis man ved, hvad man leder efter.  
 
 
vinh LongHO CHI MINH CITY
- voksende storby med gammeldags atmosfære

Ho Chi Minh City er Vietnams største by med ca. 4,5 mill. indbyggere, og skiftede i 1976 navn fra Saigon. Taler man med lokalbefolkningen, kalder de den stadig for Saigon.
Morgenmyldertrafikken starter kl. 6 og får de danske motorveje til at virke øde. Biler og især cykler og de små motorcykelknallerter er utællelige og snor sig tæt mellem hinanden, og man får fornemmelsen af, at der er gået sport i at være flest mulige på de små motorcykler. At krydse gaden i dette virvar kan være en udfordring i sig  selv. 

Ho Chi Minh City kan deles op i to regioner: Cholon og Saigon. Cholon betyder "det store marked" og er den kinesiske bydel i Saigon, hvor mere end 1 million etniske kinesere lever. Her summer det af liv, og her er rig mulighed for at beundre de detal-jerede kinesiske pagoder.
Saigon er præget af store kolonitids palæer, cafeer, gadekøkkener, handel på fortovene og markeder, hvor der skal tinges om alt fra rustne hundetegn til buddhaer der fløjter nationalmelodien. Der vil med sikker-hed være noget, der fanger opmærk-somheden og bare må ejes.
Spring ud i Vietnams traditionelle kogekunst, der spænder fra de små berømte forårsruller til tamarinde-krabber. For vegetarer er det et mekka af spændende retter, hvor et utal af friske grønsager og tofu kombineres efter enestående buddhi-stiske opskrifter.
Den bedste måde at komme rundt og se byens mange pagoder og seværdigheder på, er godt tilbagelænet forrest i en af de klassiske cyclo'er, der ubesværet skyder frem i høj fart. Her mærker man virkelig byens puls, og på mirakuløs vis lykkedes det gang på gang chaufføren at undvige den megen trafik, der er meget tæt på. Læg sightseeingen forbi den knejsende røde katedral Notra Dame,  enforeningspaladset, Cholon, Krigsmuseet og Ben Thanh markedet.  
 
 HUÉ
- Den Forbudte By og Duftenes Flod 


Hué var oprindelig hovedstad for de 13 kejsere i Nguyen-dynastiet, der herskede fra 1802 til 1945. De mange år som kejserlig hovedstad, er smittet af på omegnen, hvor der er en række pagoder, templer og gravpladser at besøge. Smukke og hver med sin historie.
Hué blev opført som en befæstet by, citadellet med en bymur og den beskyttende kanal omkring. Det var tilbage i omkring 1800. Der boede flere hundrede inde i citadellet.

Helt inde i midten blev kejserens bolig og regerings-bygninger opført som Den Forbudte By, bygget som den i Beijing dog i mindre skala.  

Byen er traditionel hjemsted for kultur og lærdom. Den berømte general, Vo Nguyen Giap, og selveste Ho Chi Minh har taget eksamener i byen. Omkring kl. 16.00 på hverdage udspiller der sig et charmerende syn, når piger klædt i traditionelle flagrende "ao dai" forlader universitetet og cykler hjem ad. Hué ligger ved Parfumefloden, eller som den mere poetisk kaldes: Duftenes Flod. Her bør man ikke snyde sig selv for en sejltur, f.eks. ud til den smukke Thien Mu Pagode bygget i 1601.  
  
 NHA TRANG
- Vietnams første strandparadis
 

Nha Trang er en kystby ca. 400 km nord for Ho Chi Minh City, og Vietnams første strandparadis. Desværre har byen ikke kunnet håndtere det store pres, og i dag er meget af det, der tidligere tiltrak besøgende, gået tabt til for meget bebyggelse, og en strand der ikke altid bliver holdt pæn og ren. Aktiviteten omkring stranden er utrolig, og man skal være forberedt på at strandsælgerne ikke holder sig tilbage med at forstyrre solbadningen. Her tilbydes alt fra massage og manicure, lækker seafood, friske ananas, kolde læskedrikke til bøger og T-shirts.
Skal man have et "break" fra stranden, kan man altid smutte op i Nha Trangs attraktive centrum, der består af en blanding af franske kolonibygninger og små butikker. En ideel måde at blive transporteret rundt i byens spændende gader på, er med den stadig meget brugte cyclo. 
 
I Nha Trang kan også opleves en af Vietnams smukkeste havne. Provins-ens fiskere ankrer her deres op mod 10.000 farvestrålende fiskebåde op mellem floddeltaets småøer, der med kinesiske pagodebygninger gør sceneriet endnu mere "foto-stop" krævende.
Byens nok mest besøgsværdige at-traktion, er den velbevarede brahmin-ske helligdom, Po Nagar, der ligger på en bakketop lidt Nord fra Nha Trang. Herfra har man en fantastisk udsigt over havnen og dens heftige aktiviteter.
Idet  byen ligger nær havet, er det ingen overraskelse, at byens restau-ranter serverer fremragende seafood. En del restauranter langs strand-promenaden har hyggelige udendørs-omgivelser, hvor de friskfangede fisk, rejer og blæksprutter kan nydes.
Den bedste sæson at besøge Nha Trang er fra sidst i januar til sidst i september.
 
phan PHAN THIET
- sandbanker og dejlige strande   

Beliggende 200 km fra Ho Chi Minh City, langs Vietnams sydøstlige kyst, er Phan Thiet hjemsted for en af de bedste strandstrækninger i landet. Phan Thiet er det klassiske eksempel på et feriested, der har formået at bevare dets fiskerlandsbykultur, og i floden, der strømmer gennem byens centrum, dannes en lille havn, der altid er fuld af farvestrålende både. Selve byen er forblevet uberørt af turisme, imens en samling af fortrinlige resorts er åbnet langs kysten på Mui Ne halvøen, der også er kendt for sine enorme sandbanker. Private strande, klart vand og smukke omgivelser er hvad turisterne vil finde på kyststrækningen, og hotellerne har alt hvad en gæst ønsker på en badedestination. Golfspillere kan nyde Ocean Dunes, en klassisk golfbane i pragtfulde omgivelser, medens familiegæster vil elske deres bungalow og de dejlige strande på Victoria Phan Thiet eller Bamboo Village Beach Resort. 


SAPA
- farvestrålende etniske minoriteter

Sapa er en utrolig naturskøn landsby, der ligger højt på Hoang Lien Son bjerget tæt på grænsen til Kina i det nordvestlige Vietnam. Området byder på bugtede risterrasser, frodig vegetation og den højeste bjergtinde i Vietnam, Fansipan, som rejser sig over landsbyen hvirvlet ind i et slør af tåge.

Sapa var oprindelig hjemsted for den etniske minoritet Black H'Mong. Byen blev "opdaget" i 1920'erne af franskmændene, der blev tiltrukket af det kølige og tempererede klima, og de byggede byen om til en hyggelig "hill station". Efter franskmændenes ankomst og i takt med den stigende turisme, er mange af  stammefolkene søgt ud af byen og har slået sig ned i omkringliggende bjerglandsbyer. 

Sapas centrale marked er dog stadig samlingssted  for Vietnams farvestrålende etniske minoriteter fra de omkringliggende landsbyer, der stædigt har modstået integrationen i det vietnamesiske samfund og det moderne liv. Her samles de for at sælge håndværk, smykker, orkideer, svampe og honning, men også for at udvikle deres forhold til andre stammer, spille spil og måske finde sig en kæreste.
Bjergene omkring Sapa byder på Vietnams bedste trekkingture, og det er synd at besøge Sapa, uden at tage ud og vandre. 

BESTIL FLYBÌLLET 
 
 


 


 

København: 33 14 46 33
Århus: 86 12 62 11

ÅBNINGSTIDER:
Mandag til fredag kl. 09.00 - 17.00

Fortæl os hvor du gerne vil hen - så vender vi hurtigt retur med en god pris på dine rejseønsker