Taiwan
- en nation eller en kinesisk provins?
Små skyer driver hen over den blå himmel og flodens vand bruser mod jer. Frodig regnskov pryder bredden og lianer hænger ned fra træerne. I "rafter" ned af Hsiu-kuluan floden i en gummibåd på de svulmende bølger. Endelig er I kommet til Taiwan og mange gode oplevelser ligger foran jer.
De første Europæer der kom sejlende hertil, og opdagede dette naturparadis, var portugiserne i 1500-tallet. De gav øen navnet Isla Formosa - "smuk ø".
Det er først når I forlader storbyerne at I vil opdage at Taiwan har meget at byde på. Naturen er smuk, varieret og storslået, med enorme bjerge, tætte tropiske skove, varme kilder, vandfald og tårnhøje klippe-skrænter der former en mur mod de tordnende bølger.
Besøgende bliver overrasket over at store dele af den 5000 år gamle kinesiske kultur og traditioner er bedre bevaret her end på fastlandet. Det kommer fra hjertet, når de lokale gæstfrit tager imod jer.
De har overskud til også at interessere sig for jer og de vil gå langt for at I skal føle jer hjemme. I vil huske landet for naturen og folket.
TAIPEI
- Taiwans hovedstad
Beliggende på øens nordlige top, der med sine 6 millioner indbyggere, ikke kun er øens største by men også hovedstad. Selvom Taipei er støjende og forholdsvis dyr, er det et oplagt sted at starte. Byen kan til tider virke uoverskuelig for en turist, men I skal ikke lade jer skræmme af den forvirring som breder sig uregelmæssigt. Efter den første dag vil I finde ud af at I til gengæld, udover førsteklasses seværdigheder, god mad på byens restauranter, får 6 millioner smil foræret og altid en hjælpende hånd. Trænger I til lidt frisk luft og ren afslapning kan I besøge Den Botaniske have i den sydlige ende af centrum. Gå ikke glip af National Palace Museet, som er verdenskendt som centret for kinesisk kultur og tradition. Områderne omkring Taipei er meget naturskønne og vi kan anbefale at I besøger naturparkerne Tienhsiang og Sungshan.
