Sarawak
Detaljer
DAMAI
- nabo til strand og regnskov
Forestil jer flotte hvide sandstrande, der ligger ned til det Sydkinesiske hav, gåture i regnskove og et imponerende junglebeklædt bjerg, og I har Damai.
Damai er Sarawaks populære strandresortområde, og ligger kun 40 minutters kørsel nord for Kuching. Foruden at være et perfekt sted for soldyrkere og strandelskere, er Damai et godt udgangspunkt for at tage på opdagelse i det sydvestlige Sarawak. Her er alle former for attraktioner; søvnige fiskerlandsbyer, urgammel regnskov, Bako nationalpark, gode seafood restauranter, en Arnold Palmer designet golfbane, museer og luksuriøse strandhoteller. På en klar dag kan I blive betaget af den spektakulære solnedgang, hvor den blodrøde kugle synker i havet, med Sarawaks bølgende bakker på den ene side og spredte øer på den anden.
KUCHING
- Sarawaks hovedstad
Selamat Datang! Velkommen!
Kuching er uden tvivl den mest behagelige og interessante by på Borneo, og betegnes også af mange som den mest attraktive by i Sydøstasien
Byen byder på smukke grønne omgivelser, og befolkningen er venlige og altid parat til at hjælpe. Alle byens attraktioner ligger i gå afstand, så der er ingen grund til at tage en taxa eller bus for at opleve Kuching. Desuden er byen et perfekt udgangspunkt for Sarawaks seværdigheder, bl.a. nationalparkerne Bako og Gunung Gading. Se også vores spændende ture, der går ud til Iban stammefolket.
På Sarawakfloden, der deler Kuching i to, kan det anbefales at tage en tur i en sampan (båd), hvorfra I kan se Malay Kampungs landsbyerne med de prægtige bjerge i baggrunden, og på afstand, de gamle kinesiske butikker fra 1800-tallet, Malay moskeen og Margherita Fort.
Byens største basar er beliggende i en af Kuchings ældste gader, og anses som en "antik arkade", ikke kun pga. bygningernes gammeldags facader, men også for udvalget af de antikviteter og håndværk, der kan købes her. På India Street sælges farverige tekstiler, tøj og lervarer, og hvis der er noget der frister, så husk at prutte om prisen.
Efter en lang dag, kan I besøge en af de mange restauranter, og nyde de lokale specialiteter.
NAVNET KUCHING
Hvor Kuchings navn stammer fra, er der flere historier om. På malaysisk betyder Kuching, kat. Nogen siger at Kuching er navngivet efter en frugt kaldet "Mata Kuching", der betyder "katteøjne", andre at det stammer fra det kinesiske ord "Gu Chin", der betyder havn.
MULU
- verdens største huler
Et besøg i Gunung Mulu National Park er et af højdepunkterne på en rejse til Sarawak. Parken er berømt for sin fantastiske, godt 55.000 hektar store regnskov og for de op til 45 meter høje kalkstensspir, der knejser over parkens vegetation, men hoved-attraktionen er de storslåede huler. Sarawak Chamber siges at være verdens største hule 600 meter lang, 450 meter bred og 100 meter høj. Et særlig højdepunkt er Deer Cave i skumringstimen, hvor millioner af flagermus forlader hulen, og i en flere hundrede meter lang formation forsvinder ud over regnskoven på jagt efter insekter
MIRI - NIAH NATIONAL PARK
Miri by har ikke meget at byde på, men er ofte et stop på vejen til og fra Niah National Park og Gunung Mulu National Park. Kalkstenshulerne i Niah National Park er ikke så spektakulære som Mulu-hulerne, men historisk set har de haft stor betydning for kortlægningen af vore forfædres færden. Arkæologiske udgravninger har afsløret vægmalerier og et kranium fra en ung homo sapiens, som levede i disse huler for 40.000 år siden. I dag beboes hulerne af en imponerende op imod 4 millioner stor koloni af svaler. Hertil kommer 12 forskellige arter flagermus, hvis antal også kan tælles i millioner. Inden tusmørket sænker sig, søger svalerne tilbage til deres reder, mens flagermusene strømmer ud. Denne fantastiske aktivitet er et imponerende syn.
